mandag den 30. april 2012

Hverken Fifi eller Miffy

Jeg har syet små kaniner med sløjfer på børnetasker. Kaninerne har ingen smarte navne, men de blev da meget søde alligevel, synes jeg.

Jeg har så skammeligt meget denim og mælkedrengestof i den mellemkraftige kvalitet liggende, så jeg rækker egentlig bare armen ud og tager af det, der ligger på hylderne. Ih, så fornuftig jeg dog er for en kort stund! Skynder mig at nyde det, inden jeg kommer i tanker om, at jeg har et dankort!

fredag den 27. april 2012

Sommerkjole med fisk + noget om syautonomi


Jeg er glad for syrelaterede udfordringer, men jeg er mindst lige så glad for 'bare' at lade saks og øjemål arbejde tæt sammen. Nogle gange går det ikke helt som planlagt og andre gange går det rigtig godt. Her er  en af de mere heldige gange. Nu var det selvfølgelig heller ikke ligefrem en skrædderudfordring, men bare lidt hyggesyning.
Jeg tror at mange er 'bange' for at bevæge sig lidt væk fra de trygge mønstre, men jeg tror på, at de fleste sykyndige kan mere, end de selv tror! Man skal jo bare lige turde at sætte det første 'snip' med saksen. Og det behøver jo ikke være i de mest skattede stoffer de første par gange. Og eftersom man ikke har noget at måle sig selv imod, så kan det jo kun blive den bedste udgave af lige præcis dén kjole eller dén skjorte eller dén nederdel. Indtil man får øvet sig, selvfølgelig, og raffinerer det lidt efterhånden. Sådan kan jeg i hvert fald godt selv lide at arbejde. Autonomi med mål for øje.

Stoffet med de små fisk i pink og gul er designet af Heather Ross og jeg har haft det liggende virkelig længe. Shame on me. Men sådan er det tit, når man bestiller via nettet. Nogle gange bliver man ikke helt så begejstret for det, når det ankommer som man troede man ville blive. Så skal det åbenbart ligge et par år, før forelskelsen indtræffer...

Jeg har lavet små, åbne wienerlæg både for og bag (med uvurderlig hjælp fra denne her) og bærestykket er helforet med bindebånd på skuldrene. Det er en str. 98, hvis du skulle ønske dig den til en lille pige i din nærhed. Prisen er 249,- inkl. porto. Billedet er ikke superfantastisk godt, så jeg skal lige have en ledig stund, inden den kommer i shoppen. SKAL du eje den, så send mig en mail på karlssonskludeskab@gmail.com

Ha en dejlig weekend:)

Sytip - et uundværligt hjælpemiddel

Hvis du som jeg er udstyret med tykke pølser for enden af hånden, så vil du elske den her lille ting. Det er en lang pincet med et lille knæk for enden. Den er god til at nå ind i små læg og folder, alle de steder og alle de gange, hvor fingrene er mere i vejen end til hjælp, når stoffet skal ligge glat.
Hvis du har en overlocker, fulgte der sikkert en med til at tråde nålene med. Men den kan også købes løst, jeg ved Stof og Stil bl.a. har dem. Hvis den ligger i din lille værktøjskasse, så prøv at hive den op og læg den indenfor rækkevidde af din almindelige symaskine, så du husker at bruge den.

Jeg garanterer, at det gør det meget nemmere at sy alle de små detaljer på en masse sager!

Det er ikke rocket science, men bare et lille fif:)

torsdag den 26. april 2012

En lille prøvebuks i str 62 - kvit og frit til en villig aftager





Jeg har tegnet og syet et par søde bukser i ministørrelse. Måske kommer de med i en af de næste udgaver af vores e-bog, men der skal vist lige tegnes og syes og prøves temmelig meget mere til. 
Jeg ville lige prøve nogle detaljer af og jeg synes egentlig de fleste af dem er blevet rigtig fine, især de små læg foran og bagpå, der bare klader på en skøn lille blerøv til at fylde dem ud. 
Men der ER altså noget om, at man bør gå i seng, når man ikke længere kan sy lige. I hvert fald er de små flæser ved lommerne ikke blevet som jeg ville ha dem. 

Overhovedet. 

De er blevet syet flade, de flæser for lidt og den ene er en anelse bredere end den anden.
Ih-ha! Så lær dog at gå i seng, kvinde!

Det skal dog ikke forhindre mig i at glæde nogen med dem, for de er alligevel for gode bare at smide ud. Skriv herunder, hvis du vil have dem og thy will shalt be done! Altså som i: Du skriver din adresse til mig i en mail efter du har skrevet på indlægget og så sender jeg dem til din postkasse. No strings attached! 
***
Noget andet fedt, der kan blive dit, finder du lige her. Bare en anelse mere gennemdesignet....;)

På en regnvejrsdag...


...kunne man lave sin egen eng indenfor. Siger IKEA/Livethemma. Jeg kan ikke prale af så mange forskellige blomster i min have endnu, men i mindre målestok kunne jeg nok invitere lidt indenfor. Vi har det lille grønne legekrus og den hvide minikande, der her er brugt som vase og hvis mælkebøtter også tæller med som en reel blomst, så skal du se mig lave eng i en fart!
Nåmmen, idéen med de mange forskellige blomster i forskellige vaser, der er samlet i en gruppe er i hvert fald rigtig sød og hermed givet videre.

PS. De der firkantede minidoilies synes jeg er ret så fine! Hedder det overhovedet en doily, når den er firkantet? Er der en hækleekspert til stede? Og ligger nogen inde med en opskrift?

Fotografi: Roland Persson

onsdag den 25. april 2012

Armlir

For et par dage siden viste jeg det store 'rockerarmbånd' med nitterne. Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg egentlig selv syntes om de splejsede materialer, men nu har jeg gået med det siden og sammen med de andre enkle armbånd (som jeg også selv har lavet) synes jeg det fungerer fint.

Armbåndet med de små sølvperler er det nyeste. Jeg tror det bliver min sommerfavorit til de brune arme man snart kan få.

tirsdag den 24. april 2012

Et lille tavlehus i shoppen


Det er snart en del år siden, at min far lavede det første tavlehus, men først forrige år fik jeg ham overtalt til at lave en lille fin produktion.

Og ja, så red vi ligesom ikke videre til trods for opsadling....

Men nu har jeg endelig fået de fine tavler herhjem. 
Og taget et billede. Fire, faktisk.
Og lagt det i shoppen
Og er egentlig ret klar til at sende dem afsted ud i verden, klar til kridtkunst. 

Der er trukket elastik igennem to huller i det ene hjørne og her kan kridtet sidde fast. Taget er lavet af nøddegrene og det hænges op på væggen med et skjult ophæng bagpå.

Den store grønne skoletavle som hustavlen står på er den absolutte vægudsmykning på den ene væg i køkkenet. Her tegnes og leges dagligt og vi nyder den skiftende kunst og dejlige børnestreger, der kommer og går. Jeg bilder mig selv ind, at det tager toppen af lysten til at tegne på væggene....!

søndag den 22. april 2012

Eksperiment med Liberty og nitter

Jeg har sat nitter på min Liberty og lavet mig et armbånd. Råt og feminint på samme tid, det kan jeg li! Jeg synes dog, at der skal flere forskellige slags armbånd på armen samtidigt for at det ser fedt ud.
Men nu skulle jeg jo bare lige vise det.

Jeg håber jeg finder ud af, hvordan man tager et billede af sin egen arm uden det ligner at man har tabt en død spaghetti i skødet. Måske jeg bare skulle få hjælp udefra? Armbåndene skal i shoppen, men pæne billeder må være en førsteprioritet!

Kan I lide det? Nogle gange kan man jo godt selv blive helt optændt af kreailden i processen og så kan man godt blive lidt blind for resultatet...! Ærlige kommentarer er altid velkomne:)
Tjek et andet sejt nitteprojekt ud ovre hos Shina - nitter meets Converse=cool!

lørdag den 21. april 2012

Vi laver mere til e-bogen

I fredags var vi = Christina og jeg.

I dag er vi = Frida og jeg.

Præcis hvad hun hjælper med, ved jeg ikke, men hun synes selv hun er dygtig til det. Det her er en del af de accessories vi (måske) skal bruge - idag lader jeg nemlig bare fantasien råde ved symaskinen og så kan vi sortere bagefter. Måske kan du se, hvad det er? Hvis ikke, så er det så 'hemmeligt' lidt endnu:)

Christina og jeg har taget et syvmileskridt i fredags og alle mønstrene er nu tegnet op og gradueret. Vi kan altså tillade os at begynde at kigge efter location til de fotos vi skal have taget til e-bogen. Jeg elsker at sy, men jeg elsker mindst lige så meget at gå på jagt efter et look. Godt man er 'kommet til' at samle sig et gigantisk lager af dims og møbler igennem årene....
Uh, vi synes altså selv, at det hele er så spændene at lave og de små sommerfugle er begyndt at tage bolig i maven i forhold til at skulle præsentere det for jer alle sammen. Men sådan skal det jo føles, når man kaster sig ud i noget nyt.

torsdag den 19. april 2012

Læsertilbud: Minus 10 % resten af ugen på lækker økologi hos Babynature

Babynature er en rigtig lækker netbutik udelukkende med økologiske varer. Jeg er så heldig, at søde Charlotte nu også forhandler mine økologiske hæklerier og som en weekendgestus til mine læsere, giver Charlotte minus 10 % på ALT i butikken, også i forvejen nedsatte varer resten af ugen ud. Det vil sige til omkring midnatstid søndag aften, hvis der skulle sidde en enkelt natshopper derude:)

Det eneste du skal gøre for at shoppe økologi til en billigere penge er at tilmelde dig nyhedsbrevet og HUSKE at skrive Karlssons Kludeskab ved udcheckning. Så trækker Charlotte 10 % fra og du kan forkæle dig selv eller nogle unger i din nærhed med økologiske lækkerier. Der er både økotøj til piger og til drenge, lækkert tilbehør og selvfølgelig også en masse til den vordende, nybagte eller 'erfarne' mor. Hvis man altså nogensinde bliver det. En erfaren mor, altså. Af og til kan jeg have mine tvivl...

Her er de seneste nyheder fra min nål; hæklede armbånd i starstitchmønster med Libertybetrukne knapper. Dem er der naturligvis også 10% på.  Jeg forsøger at vælge de mere specielle Liberty- stoffer eller udsnit til knapperne. Måske kan du kende de enkelte prints herunder?


Hvis ikke min yngste trut herhjemme havde for store fødder, ville jeg putte de lækre Guciosko i kurven, dem har jeg sukket over siden jeg opdagede dem for et par år siden, men aldrig nået til at købe og nu er fusserne blevet for store, suk.

Du kan besøge Babynature lige HER og nyhedsbrevet (der ofte har rigtig gode tilbud og info om økologi) kan du tilmelde dig HER.

PS: Der er weekend liiiige om det næste hjørne. Ahh:)

Bloomers i Liberty- en sæsonklassiker

Sidste år syede jeg en del af de her søde posede shorts til børn. Der er intet, der tyder på, at det er en tendens i aftag, så mon ikke der kommer nogle gennem maskinen i år også.

Dette par til mine egne unger var med i Porto Colom på Mallorca sidste år. Udover at Liberty er genialt i sommervarmen, så var der en ekstra fordel i, at både Frida og Ella passede dem. Så er det nemmere at klæde alle børn lækkert på hver dag uden at rejse med for mange kufferter. Og de tørrer jo hurtigt på altanen efter en håndvask.
Åh, Liberty! Der er simpelthen ingen gode grunde til ikke at være forelsket i det!

onsdag den 18. april 2012

En lille gave

I lørdags var Sofia til fødselsdag hos en af pigerne fra klassen. Jeg forsøger at nå at lave hjemmelavede gaver til børnefødselsdage, men det er ikke altid tiden er til det. I lørdags nåede vi det og Sofia har selvfølgelig været med på råd og selv valgt stofferne ud og hvilke, der skulle være hvor.



Jeg synes hun er sluppet heldigt fra det.
Tilbage var der kun for mig at samle det hele til en hårbøjle og hjælpe med indpakningen. Mere besværligt behøver det ikke at være at glæde med noget håndlavet.

PS. Den glade modtager blev spottet med hårbøjlen på i mandags i skolen, så det er altså ikke helt håbløst (endnu) at forære noget ikke-færdig-købt. Det vil jeg ikke tøve med at kalde en succes, der tåler gentagelse et par gange mere....

tirsdag den 17. april 2012

Det er dét, der er sket!

...og overfor den slags står man jo helt magtesløs.

Jeg har dog nået at putte lidt flere sager på hylderne herovre. Patchworkboldene er der foreløbigt stop for, for jeg har syet min ene finger helt og aldeles i smadder. Men så kunne jeg istedet få gjort nogle af de mange hæklede starstitcharmbånd med Libertyknapper færdige. De er hæklet i økologisk bomuld.

Og ikke mindst er der nu kommet TO sko i et sæt, selvom det åbenbart skulle være en lang fødsel.

Det kan godt føles som en ok bedrift i en hektisk uge.

lørdag den 14. april 2012

For 20 kroners forårshygge

Med lidt maling og børnene pakket helt ind i plastic, kunne de her godt gå hen og pynte rigtig fint i vores æble- eller blommetræ til foråret. En flad femmer pr styk kunne jeg ikke modstå. Og efterhånden er størstedelen af kuldet så store, at vi kan lave mere avancerede børnekreasager uden at den voksne får stress af dims out of place.

Den forgangne uge har været hektisk og vi slutter den af i morgen med en børnefødselsdag herhjemme. SÅ må man få en sjus! Nårh nej, for så er det mandag igen og det hele starter forfra. Pyh, jeg skal vist bare nyde weekenden, mens den er på besøg.

lørdag den 7. april 2012

Vi er nået til skaberfasen!

Min partner in crime er Christina. Vi er igang med et rigtig spændende projekt. På mandag skal vi mødes igen i tre alt for korte timer og grave lidt dybere. Jeg glæder mig til vi kan dele vores stadig lidt undercoverprojekt. Ja, man kan jo nok godt se på notesbogen (fra Sisterbrandt, btw) hvad det hele munder ud i.

Ih, jeg har forårssommerfugle i maven.

torsdag den 5. april 2012

Jeg kan vist liiiige nå at sy en lille kjole

Jeg har stået på hovedet i mit lager af stof. Ofte (for ofte) køber jeg nyt stof, selvom det jeg allerede har er fint. Nu vil jeg prøve at få syet noget forårs/sommertøj af det 'gamle' stof. Ellers ender jeg også med ikke at kunne være på mit i forvejen lille værkstedskontor.

Og der kan ikke være mere i kælderen eller på loftet. Hey, jeg er da vist ved at sy mig til flere kvadratmeter?!

Hektisk uden at være alvorligt

Man kan godt have så meget knald på hyggen, at man glemmer at det er en afslappende aktivitet. Og pludselig er dagene fløjet afsted uden man rigtig bemærkede forskellen på at stå ud af sengen eller kravle ned i den igen. Sådan bliver den her påske vist.



I tirsdags havde jeg besøg af gode veninder, Julie med børn og Anne, der var misundelsesværdigt uden. Ikke fordi de børn Julie og jeg har tilsammen var sådan for alvor træls, ellers Annes, der ikke var der, er det, men du kender sikkert godt det der med, at de får lidt mere snor, når der er mulighed for voksensnak og så ignorerer man, at de forvandler deres legerum til en stor iglo af tæpper. Selvom man godt ved man selv kommer til at stå for hoveddelen af at sætte ting rigtigt på plads bagefter.... Men nu er der endelig udsigt til at nogen griber de bolde man kaster op. På damesnaksmåden. Ikke på ægteskabsmåden - Ronni er alt tilgivet, at han ikke gider snakke om hækling og at han ikke interesserer sig et klap for patchwork eller glimmer på æg.

Og så blev det onsdag og Ella fyldte 5. Den bedste gave var ubetinget rulleskøjter, som hun nu ihærdigt prøver at mestre. Indtil videre uden nævneværdige knubs.
Billige crepebændler (hvad hedder sådan nogle??) fra Søstrene Grene sat fast på loft og lampe med maskingtape.



Og så blev det torsdag idag og påskeharen og det ældste kuld veninder skal mødes et andet sted i byen med mænd og børn og kaffe og kage og æg og på en eller anden sær måde, så minder dagens forestående begivenheder mig om de sidste par dage. Og så skal man i seng igen og stå op igen og starte forfra på det hele.

Det har jeg egentlig ingen indvendinger imod.

mandag den 2. april 2012

Makeover med Liberty bastardprint - blomster til numsen


For cirka 1 år siden kravlede jeg op i en container ude ved universitetet. Den var fyldt med kasserede kontormøbler og havde jeg haft mere tid (+ en god idé om, hvor jeg skulle gøre af dem...), havde jeg klunset nogle flere. Farven er lige lidt for skidenbrun til at jeg nogensinde er kommet til at holde af den, undtagen når jeg sidder på den, for kvaliteten er stadig god!

Den her makeover har fra start til slut taget ca. 15 minutter og det der tog længst tid var faktisk at skrue sædet af og efterfølgende at få lov at fotografere den UDEN Frida. Den vinder ingen møbelpolsterpriser, men så længe jeg orker at kigge på dette knock off Libertyprint fra Stof2000 er det fint nok. Og så matcher den i øvrigt mit strygebrædt! Der bor en gammel engelsk dame indeni mig nogle gange - hun er vild med lavendler og te....






'Jeg har lavet den, mor', påstod hun flere gange undervejs. Tak så, Frida.

Enkel hækling - starstitch og Liberty

Jeg holder mest af enkle smykker. De må gerne være store og chunky, men helst uden krummelurer og finurlige finesser. Ellers føler jeg mig helt overpyntet som et juletræ om sommeren.
Jeg har hæklet nogle enkle armbånd med starstitch og pyntet med en Libertyknap. Så kan man stadig mikse med læderarmbånd, tynde guldringe eller hvad ens foretrukne armpynt nu er.

Når jeg får sat knapper på dem alle sammen, kommer de i shoppen. Men så langt er jeg ikke nået endnu. Der er jo noget Ludo og noget cykeltræning og noget isspisning, der skal passes i sådan en påskeferie.

søndag den 1. april 2012

En halv forglemmigej + en bøn om møntfodshjælp

Jeg har fået et par mails om, at det er lidt meget med en hel meter stof ad gangen. Det kan I da godt have ret i, så nu har jeg sat det til salg i halve metershoppen. Bestiller man mere, klipper jeg det naturligvis i et helt stykke. Her er nogle søde sager jeg har brugt forglemmigej'en til. De ligger selvfølgelig også på shoppen, både rangletræ og bolde.


Jeg er desuden kommet lidt i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, at priserne i shoppen er opgivet i Euro. Jeg valgte i tidernes morgen Euro, fordi der kommer en del udenlandske besøg både her og på shoppen, men hvis de heller ikke har Euroen som møntfod skal de jo alligevel også sidde og omregne.
Og når der nu er flest danske besøg, så var det måske mest rimeligt at tilpasse det hele derefter? Hvad synes I? Jeg har lavet en lille afstemning ude i siden under den store lavendel cirkel. Hvis I vil tilføje noget, må I gerne bruge kommentarfeltet herunder.

Og så håber jeg ellers at I har sol og tid til at nyde den:)

Online samtidig med dig

Blog-arkiv

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...