...om hvorfor jeg ikke har skrevet et eneste ord her i 16 dage. Og inde bag min pande har jeg da også skrevet mange og lange indlæg, men når man har brændt sit overskudslys i begge ender kan det være svært at finde dét, der skal til for at få ordene krøllet ud gennem fingrene. Jeg har været lagt ned med alt for meget om ørerne. Helt enkelt.
Istedet har jeg taget en kold tyrker på onlinehejs med (alt for meget) indlagt kommunikation. Nogle gange skal man holde en lille pause med konsumeringen for at føle sulten igen. Sagde lommefilosoffen....
Noget har dog fyldt temmelig en del mere end andet.
Måske er det total faux-pas at indrømme på et så kommunikationsbåret medie som en blog, men mine ord har bare føltes helt opbrugte. Og utilstrækkelige. Når tankerne så hele tiden suser rundt om
hende her og hver eneste lille fiber i kroppen bare har lyst til at pakke hende ind i vat, ja, så føltes det bare så tomt at sætte sig for at skrive om en pude jeg har syet eller en dims jeg har broderet. Jeg kan da ikke skrive om kreating, når en god veninde pludselig har en livstruende sygdom alt alt for tæt på! Det føltes bare så helt og aldeles forkert. Også selvom jeg udemærket med min sunde fornuft ved, at man selvfølgelig ikke bare kan holde vejret og vente på, at canceren lister videre uden at mærke hende mere. Det er jo ikke sådan det virker. Heller ikke selvom det ser ud som om, den heldigvis ikke viser hende en aggressiv opmærksomhed.
Da jeg var barn, fik min brors bedste ven konstateret kræft i sit ben og fik det amputeret. Hans styrke (min brors vens) igennem det årelange sygdomsforløb gjorde et meget stort indtryk på mig, både dengang og sidenhen. Intet i hele verden kunne slå ham ud og han trænede endda til handicapOL i svømning. Desværre var han ikke så heldig, at sygdommen listede videre, men tog ham med allerede, da han gik i sjette klasse og han nåede aldrig til sit OL. Det er mange år siden, men fra dengang og til nu har jeg sendt ham og hans familie mange tanker og ofte tænkt på, hvordan i alverden man klarer sig igennem noget så absolut omvæltende. Hvordan kan man nogensinde få en normal hverdag igen? Når den grumme gæst tager værten med videre på sin hærgen...
Men livet
går videre. Og Christina bliver rask. Det skal hun. Oddsene er gode og det varmer og puster klumpen i halsen lidt væk og tørrer vandet, der truer med at løbe over, hver gang noget banalt viser sit ansigt. Noget så helt-nede-på-jorden-livligt som kattekillinger....ja, jeg kan godt selv høre, hvor åndssvagt det lyder. Mine følelser er ikke fornuftigt indrettet...!
Nogle gange kommer skriverhjælpen fra en kant man slet ikke venter. Idag skulle jeg tale noget særlig forsikring med et stort dansk firma og kvinden i den anden ende af røret præsenterede sig med et meget specielt efternavn, så jeg hoppede på stolen og lige måtte spørge en ekstra gang. Og om hun mon ikke er fra Kirkeby ligesom mig? Jo, den var god nok. Og hun kunne også huske mig. Lige pludselig var jeg tilbage i ottende klasse og hørte om, hvordan hun gav sin søn 'lov' til ikke at kæmpe en urimelig kamp længere, da hans kræfter slap op.
Dér var mit perspektiv, ud af det blå. En kvinde, der lever videre efter at have mistet sit barn. Man kan jo ikke sætte det levende på standby, 'bare' fordi den anden side også viser sin eksistens. Og jeg er endda så heldig at kunne beholde min veninde!
Tak, E.
Indlæg
