tirsdag den 30. august 2011

Clevin på speed

making a gif

Tænk sig, hvis det var så let og så hurtigt! I virkeligheden går det selvfølgelig langsommere, men det er lige så sjovt som det ser ud til.

Jeg har lavet et par halskæder idag, men ikke nået at få taget billeder af de færdige, så i stedet kommer I med en tur på tegnebordet. De færdige halskæder har regulerbar neonsnor og kommer i shoppen i morgen.

Måske er der andre smykker, der kan friste så længe?
Jeg har vist stadig et par ringe tilbage.

Fortjenstmedalje til alle mødre

Ugen er knap begyndt og allerede nu kan jeg se, at der er længere til fredag, end der plejer at være. Jeg er nemlig alene hjemme med hele børneflokken. Ronni er på noget instruktørkursus... førstehjælps... førstehjælpsinstruktør, muligvis.

Sandsynligvis noget i den retning.

Kender du det med, at man glemmer at høre helt præcist efter de små detaljer, men kun fanger de overordnede linjer i den andens arbejdshverdag? Som f.eks. at kurset er i Tinglev og at han derfor kan nå at køre over grænsen efter slik....

Nå.

Men.

Imens forsøger jeg at mase arbejdsliv og morliv og Lisliv sammen på de alt for få timer døgnet har at byde på. Hver gang det sker, at jeg er græsenke og jeg lige skal til at have ondt af mig selv, så når jeg næsten altid lige at tænke på de mødre, der af forskellige årsager er alene med deres kuld 24/7. Og så synes jeg, at de har fortjent en medalje! Mindst! Det er muligt, at det bare er mig, der er en odder til at planlægge ugen, så der bliver mere kvalitetstid til mig selv (ja, der står til mig selv! Ikke til børnene! De får al min vågne opmærksomhed), men når mørket falder på og jeg er i det inspirerede hjørne, er jeg som regel for flad til at lave noget. Og hvis jeg allligevel gør, så kommer det til at tage hele natten, fordi jeg ingen stopknap har. Og så er det ikke kun børnene, men også mig, der får svært ved at komme op næste morgen.

Sådan er der så andre mødre, der har det hver. eneste. dag. Og de burde ha en medalje! Indtil der automatisk udløses medaljer, kan man jo egentlig bare købe den selv. Jeg har lige købt den her hos Mille, Marie og mig.

Den skal jeg ha på, når jeg synes det er synd for mig og når jeg glemmer, at selvom jeg ikke er alene med hele banden længe ad gangen, så er jeg alligevel en sej, hårdtarbejdende, kreafrådsende, omsorgsfuld mor til tre tidsslugere af nogle skønne tøser.
Ja, nu vendte jeg så lige bøtten igen, men det er fordi jeg nogle gange har en tendens til at glemme at klappe mig selv på skulderen, når jeg er hverdagssej. Også selvom det ikke er rocket science jeg har gang i. Hvis jeg altid var min egen bedste veninde og ikke mest min egen indre sure, gamle mand, så ville jeg da synes jeg klarer det godt!

Jeg selvpraler, jeg ved det godt. Men det er faktisk sværere end at sætte sit lys under en skæppe. Du kan jo selv prøve i kommentarfeltet. Det har en lettere grænseoverskridende effekt, men udført med måde, tror jeg, at det ville vende mundvigene mere opad på os, når hverdagstsunamien skyller benene væk under en.

Blær away! Hvis du tør....!

mandag den 29. august 2011

Velkommen til Legeakademiet + lækker give away

Tidligere idag nævnte jeg, at jeg ville præsentere jer for min nye sponsor og deres lækre give away. Som sagt, så gjort - jeg håber I vil tage godt imod Legeakademiet.
Legeakademiet er en ganske ualmindelig legetøjsbutik på nettet. Den drives af Jane Vestergaard og Ann Riemer Eis og de præsenterer sig sådan her:

Igennem vores egen dagligdag med vores børn, 3 drenge og 2 piger i alderen 2-10 år, ved vi, at det kan være svært at finde legetøj som giver vores børn en god oplevelse og høj legeværdi. Samtidig vil vi jo gerne have, at vores børn får det bedste af det bedste og gerne skubber lidt til deres udvikling!
Med dette i tankerne blev Legeakademiet grundlagt i 2005. 



Hvad kan Legeakademiet?
Først og fremmest kan vi give dit barn noget ordentligt legetøj!
Legetøj du trygt kan overlade til dig barn, uden at være bekymret over miljø, sundhed og etik. Vi garanterer nemlig, at vores legetøj opfylder de strenge krav omkring råmaterialer, f.eks. at der indfarves med giftfri maling og at det er ordentligt træ der anvendes. En del af vores leverandører sikrer genplantning af træ fra Østen.


Meget af det legetøj vi finder frem til, kommer fra udlandet. Da både USA og Tyskland er lysår foran os, hvad angår fedt lærende og udviklende legetøj. Dette vil medføre at en del af vores spil m.m. har vejledninger på engelsk eller tysk. Ved de komplicerede varer oversætter vi vejledninger inden de kommer på hylderne, ved andre gør vi ikke. Du skal dog være klar over at du altid kan bede om en dansk oversættelse af vejledningen til dit købte produkt.

Med legetøj fra Legeakademiet giver du dit barn legetøj, som fremmer udvikling og læring samt stimulerer de basale sanser.
Vi lægger vægt på at legetøjet kan bruges individuelt af barnet, eller i hyggeligt samvær med voksne for derigennem at styrke relationerne mellem barn og voksen. 

Jane og Ann sætter sig virkelig godt ind i de varer de sælger, mere end man normalt kan forvente sig fra en netbutik. De tager leg alvorligt! Åbent og ærligt Kloge Ågeri - det kan jeg godt lide!

Legeakademiet er ikke blot en netbutik, de driver også en meget aktiv facebookside og en blog. Og i modsætning til mange firmablogs, så er det her en du gerne vil læse med på. Her er nemlig ikke bare ren linkjuice til deres produkter - her er historier bag produkterne, brugeranmeldelser, tips, tricks, artikler du bliver klogere på dit barns leg af og meget mere.

Og nu til den lækre give away!
Karlssons Kludeskab og Legeakademiet udlodder i fællesskab et balancebræt, Balanco.


Balanco er egnet til leg, sportstræning og målrettet genoptræning.
Balanco stimulerer de fysiske funktioner som f.eks. koordination, bevægelighed, reaktion, koncentration og forbedring af kroppens holdning.


Balanco består af 3 forskellige "spil", et musespil, 8 tal og labyrint. Fra 3 år. Max belastning 120 kg. Hvis du vejer under 120 kg kan du altså også selv lege med! Jeg synes det har et skær af faste balder over sig, har det ikke? Det ville i hvert fald være dét, der lokkede mig op på brættet i første omgang, når ungerne ikke leger med det.



Reglerne er som altid superenkle: 
Læg en kommentar på indlægget her og gør det inden d. 12. september kl 12.00. Du er naturligvis velkommen til at dele linket til give awayen på din blog, facebook eller bare med din nabo.


Se mere her om Legeakademiet:
Legeakademiets shop
Legeakademiets blog
Legeakademiet på facebook

Hvaler mod forkølelse?

*hOst*hOst*hOst*

Jeg er vist ved at rage den første efterårsforkølelse til mig, så idag er alt foregået på halvt blus. Med undtagelse af næsen - den har taget opgaven alvorligt og er gået på fuldt blus.

Det har ikke hjulpet på forkølelsen at klippe i papir, men det har i det mindste været en rar adspredelse.
Jeg er ved at samle sammen til en KreaKasse til Ellas julegave, så mine tanker kredser hele tiden om noget med gaver og derfor blev dagens papirsklip til gavemærker. Gavemærker med små blå hvaler med farverigt papirssplash. Og glitter. ALTID glitter! Bagpå har jeg stemplet en lille trekantlinje med mit nye stempel.

Vil du ha en hval til pynt eller gavemærke, så ligger der nogle stykker her i blogbutikken.



Åben Karlssons Kludeskab og mød en blå hvalfisk i papirsklip

Stamp DIY aka. stempel gør-det-selv

I går aftes havde jeg svært ved at tage mig sammen til at gå ned i seng. Der var noget mere last minute krea, der åbenbart skulle ud. Det blev til et lille bitte stempel med et hjerte og i morges tilføjede jeg så et lille 'K' på den anden side.

Herunder har jeg lavet en visuel DIY, hvis du skulle have lyst til at prøve at lave stempler på en hurtig og billig måde. Stemplerne tilføjer lige det der lækre personlige touch på din snail mail, dine pakker, dine til-frakort, ja, alt, hvad der kan stemples på, faktisk.

Den lyse farve jeg har valgt at stemple med er nok en anelse for lys til rigtig at kunne ses på det lidt mørkere papir, men så kan man jo bare lægge lidt skygge.
God fornøjelse!

PS: Husk at komme tilbage senere idag, når jeg præsenterer min nye sponsor og en lækker give away.

søndag den 28. august 2011

Efterårsegern i papir

Efter den hæsblæsende tur på kravlegård måtte jeg sysselsætte mig med en noget roligere aktivitet og det blev så papirklip. Jeg er blevet meget modigere med papir, end jeg var engang. Ja, lige i klippende stund forstår jeg knap, at jeg endda var helt bange for det der papir!

Vinden suser nu om mit hus og himlen åbner sig periodisk med gigantiske regnskyl, så det efterårsagtige motiv kom helt af sig selv forbi mine fingre.

Her er mit første neonegern.

Hæ! Neon-egern, lyder som neon-eon. Sjov lyd:) Hvis man bytter lidt mere rundt på bogstaverne står der neonneger, men sådan et kort har jeg altså ikke lige på bedding!

Kortene er lavet af 100 % genbrugspapir i en kraftig kvalitet og spiffet op med lidt sølvstickles. I LOOOOOOVE Stickles!!

Når jeg får en ledig stund i aften kommer de i min butik.

:::UPDATE:::


Karlssons Kludeskab har nu neonagernegern til salg

Learning by doing

Med maksimale 15 kilometer i timen er jeg ved at blive gode venner med gear, parallelparkering, trepunktsvendinger og deslige. Det er jo sjovt, det her bilkørsel!



En advarsel skal dog nævnes her: Jeg har første køretime på onsdag på vej!
Hvis du ser en Suzuki Swift i Odense med mig bag rattet, så hilser jeg altså ikke. Jeg er dybt koncentreret!!


- Posted with lots of karma using BlogPress from my iPhone

lørdag den 27. august 2011

Jeg stemmer på kærligheden!

Hvis vi nu tager det her billede....

....og tilsætter lige præcis det her nummer (minus det med Jesus!)....

.....så opsummerer det vist ret godt, hvor mine politiske følelser ligger.

Forudsat at politik også kan være en følelse.

fredag den 26. august 2011

En weekendgave fra Karlssons Kludeskab til dig

Jeg har den sejeste praktikant!

Simpelthen!

Jeg gav hende min ugleskabelon og spurgte, om hun kunne transformere den til noget vi kunne give væk på en lettilgængelig måde. Og så kom hun i morges med en fin pdf som er lige til at printe ud og bruge som skabelon til applikationer, papirsleg eller hvilken retning dit kreative talent nu bevæger sig i.
Du må bruge den til lige det du vil og hvis du laver noget med den du vil sælge af, så står det dig også frit for.

It's all yours! Knock yourself out!
For at printe uglen skal du trykke HER, så kommer du direkte til pdfen.

Her er en kort guide:
De grå stiplede linjer markerer trådretning, hvis du planlægger at lave noget tekstilt.
De gule prikkede linjer ved næb/øjne viser, at øjnene skal placeres ovenpå næbbet.

Her er et close up af en af mine applikerede ugler til inspiration. Den har jeg vist vist en gang eller tre før....
Varme ønsker for en god weekend til alle!

torsdag den 25. august 2011

Pimpet hverdag

Fuck, den er grim sådan en stikkontakt!! (det er min blog, så jeg må gerne skrive fuck)

I hele vores hus er der kedelige grå stikkontakter, der er blottet for fis og ballade. Engang har de sikkert været nydelige og i bogstaveligste forstand gået i et med tapetet, men selvom det omgivende tapet er langt fra at have vokset sig i en fancy retning (har man ikke før hørt om folk, der er kørt i havnen i frustration over hvor grimt savsmuldstapet egentlig er? ), så synes jeg alligevel, at kontakterne skiller sig ud på en havregrødsmåde, der gør mig helt tung om hjertet.

Aij, næsten, i hvert fald.

Det her hjælper lidt på mit humør.

Prikker! Og neon! Fra minimega!

Yay!

Limstift og et ubevogtet øjeblik, hvor hverken mand eller børn holdt øje med mig og vupti!
Næste gang de kigger væk, så får resten af kontakten prikket papir på sig. Er det mon ikke lovlig gør-det-selv-el?

Må din dag være prikket og lystig.


onsdag den 24. august 2011

Sneaky, sneaky fox -WIP

Jeg er lidt stille, for her sker så meget på den virkelige side af skærmen. Lige nu ræser jeg afsted på mine symaskiner for at få så meget som muligt færdigt til Open By Night på Skibhusvej på fredag i StiLia. Jeg har også fortalt lidt om det her, men jeg fik ikke skrevet, at der er 20% på alt i hele butikken. Det gælder også alle mine varer. Derudover ved jeg, at Tina og Christine har samlet KAWABOOOOOM!SMASKtilbud af lækre sager sammen som man nærmest får smidt lige i nakken. For ikke at nævne den franske limonade de serverer og så var der noget med lidt kager også.
Med andre ord så håber jeg vi ses:)

Noget af det jeg blandt andet tager med er en flok ræve som min praktikant og jeg har formgivet i fællesskab. Det føltes lidt grænseoverskridende at skulle give fra sig, forstået på den måde, at det jeg laver jo er MIG og hvordan kan det nu være det, når en anden pludselig kommer med idéer og inputs og meninger? Jo, det kan det, fordi det jo trods alt er mig, der har det sidste ord og på den måde erfarede jeg så, at det ikke er spor anderledes end at hente inspiration alle mulige andre steder fra og så blive ved at klø på til man har det udtryk, der lå på nethinden og sad på lur i fingrene og ville ud.
I starten følte jeg lidt, at det var 'snyd', når der pludselig sad en anden og tegnede med, men der gik ikke mange minutter før jeg blev voksen og indså, at det da kun er en fordel: Vi finpudser hinandens talenter! Og min erfaring siger mig jo i det hele taget, at alle idéer bliver bedre af at blive italesat og afprøvet på andre mennesker.

Nå!

Lang smøre om et par puder, hva?

I første omgang har jeg syet (for det er det nemlig kun mig, der gør) dem i en grafisk udgave i mange nuancer af rød og orange. Nu mangler der tittebånd og fyld og så er de fæææææææærdige!!
Næste projekt er at få givet Mikkel mere krop. Han er tegnet og klar, men der er noget med at det er bedst at tage en ting ad gangen, ikk?

Mens jeg syr, arbejder min praktikant på at transformere den ugle jeg har applikeret i et væk på voksibetræk til en pdf, så uglen kan downloades, printes ud og du kan applikere den på lige det du har lyst til. Eller lave den i papir og sætte den i glas og ramme.

Jeg synes virkelig jeg har skudt papegøjen med den praktikant, altså:))

mandag den 22. august 2011

Foxy praktikant

Idag er første dag med min nye praktikant. Vi har brugt formiddagen på at tegne ræve i alle afskygninger og så skal de omsættes til noget tekstilt, mens kaffen køler lidt i kopperne.




Snakken flyder uhindret og let, her er god kemi.
Men det havde vi også lidt på fornemmelsen inden hun startede, for vi er vokset op i samme lille by, har leget sammen i børnehaven og gået både i folkeskole og gymnasiet sammen.
Vi har en masse at samle op på fra de forgangne år, så selvom verden pludselig fortættes, så udvides horisonten alligevel.


- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 21. august 2011

Farver! Yndlings?

Igår fik jeg en kommentar fra hende her om, at jeg vist er i gult humør for tiden. Der er ingen grund til at benægte det og et hurtigt kig på mit colourboard på Pinterest siger mig da også at, det nok ikke er skudt helt ved siden af.

Tværtimod er det nok nærmere bull's eye!

Her er lidt eye candy i mine yndlingsfarver. Og især i kombination med hinanden.

-Gul
-Turkis
-Grå
-Hvid

Og hvad så med lige at fortælle mig dine yndlingsfarver - det er altid skønt at høre om andres kombinationer og hente ny inspiration.

Fundet HER

Fundet HER
Fundet HER
Jeg vil gerne male vores spisebord i denne farve. Vi har sorte stole, der minder om disse. Fundet HER.
Fundet HER, men jeg er nu ret sikker på, at det er en Etsysælger, hvis navn jeg ikke kan huske. Kan du?
Fundet HER
Fundet HER
For nu bare lige at vise et par stykker. Der er mange flere lækre farver jeg holder af på mit Pinterest board. 

Hvis du synes det er mest farveinspirerende, når farverne er holdt direkte op imod hinanden og gerne i overraskende kombinationer, så vil jeg varmt anbefale dig at følge med på bloggen 'design seeds', der er et rent skatkammer indenfor denne kategori.

lørdag den 20. august 2011

Et lille hjørne

Nogle gange skal der ikke så meget til for at det hele virker nyt og indbydende på en måde man ikke lige synes det gjorde for et penselstrøg siden.

Jeg har malet pladen på et lille tobaksbord jeg har arvet fra min mormor og morfars hus. Det er i en i virkeligheden alt for tung stil til vores hjem, men jeg tænkte, at med lidt farve kunne det måske alligevel fungere helt godt. Det er meningen, at understellet på bordet skal have nogenlunde samme turkise farve som det lille loppefund. Måske i en lidt skrappere tone.

Billederne på væggen er en blanding af blogbytte, loppefund og børnekunstnerier, yndlingspostkort og et par traner foldet i origamipapir efter denne fabelagtige DIY hos Malenes hverdage.

Nåja, og så en stjerne i sort krympeplast som Ella har lavet. Jeg er ikke så vild med den sorte krympeplast alligevel, så den har ungerne fået lov at gå agurk i. De laver ringe, halskædevedhæng og mærkelige skilte med utroligt hemmelige tegn på....!

Jeg gætter på, at der står noget i retning af: 'Vi er ved at vokse fra dig, mor, og snart danner vi en hemmelig klub, hvor du ikke engang er velkommen med hjemmebagte boller og saft og vi stjæler din makeup og dit mærkelige tøj og sætter det sammen på hidtil usete endnu mere mærkværdige måder og drikker os i hegnet med drenge vi knap kender. Og vi kysser dem også. Og eksperimenterer med sager du ikke engang har lyst til at vide noget som helst om!'

Men det er som sagt bare et gæt.

Måske er det mere kortfattet.

Måske står der bare: 'Ha en laber weekend'?

torsdag den 18. august 2011

Geek Girl

Jeg fordriver ventetiden inden et interview om mig og bloggen med at tegne søde nørdbriller til nye ringe.



Geek is the new sexy- det er der mange nørder, der har vidst længe!!

onsdag den 17. august 2011

Husk at elske og noget om unge mennesker

Tusind tak for alle ordrerne på loveringene og dens musselmalede kusiner. Både på mail og på Amio bliver jeg holdt til ilden. Det er dejligt:)

Mine seneste tegnerier er blevet til en lille sløjfering, der 'bindes' om fingeren og hjælper bæreren med at huske det man ikke må glemme.




Åben Karlssons Kludeskab og husk det du ikke må glemme med en sløjfering

For mit eget vedkommende var det igår en kærestedag, der skulle kommes ihu. Når hverdagen går op i madpakker og putning og vasketøj og hat og briller, så kan man nemt komme til at glemme, at skibets kaptajner og tekniske personale godt kan have brug for en fælles fridag. Ikke noget fancy stuff, bare en gåtur med flettede fingre, hvor der ikke er nogen, der afbryder. Hvor man har tid og opmærksomhed til at lytte til hinanden.

Helt simpelt.

Og så kom jeg til at tænke på Piet Heins lille gruk. Eller er det Nik &  Jay, der er ophavsmændene bag? Hvis man er født i halvfemserne kunne man sikkert godt være i tvivl, kunne jeg forestille mig. Og nu bliver det til en lille afstikker, men jeg er jo begyndt at tage kørekort (ja, sgu!) og det er sammen med en masse unge mennesker, der alle er født i halvfemserne.

De er eddermame ikke i tvivl om ret meget!

Heller ikke når det virkelig ville tjene dem til ære.

Jeg fniser indvendigt og ruller af og til ubemærket med øjnene.

Måske skulle jeg tage min sløjfering på til næste teoritime og huske mig selv på, at jeg også engang har været SÅ ung og vidst det hele.....!

mandag den 15. august 2011

Formlandbilletter gives væk!

Billedet har jeg tyvstjålet hos Laura
 Jeg skal ikke selv afsted.
Jeg skal faktisk i stik modsat retning næste weekend, men måske vil du gerne med til Formland?

Og gratis og vip og hele molevitten.

Laura giver en stak billetter væk til den lækre designmesse. Hop hop hop afsted inden klokken 12 idag over til The Sweet Spot.

søndag den 14. august 2011

Skruk?

Herhjemme i casa Karlsson er de klassiske kønsroller ikke på plads og det er således Ronni, der har været helt skruk det sidste stykke tid. Jeg tror, at det er ved at gå sådan helt for alvor op for ham, at hans små piger ikke bliver ved at være små basunengle med fede marcipanlår for evigt. På groveste vis har jeg kastreret hans babyhunger og foræret hele vognparken væk til en god veninde.

En dag han ikke var hjemme, endda...!

Og sendt det over en bro tilmed!

Shame on me!

Så nu kan jeg trygt google billeder i den her kategori uden at skulle risikere konsekvenserne deraf om 9 måneder.
Hvad?
Er det ikke sikker prævention at forære sine babysager væk?

Crap!

lørdag den 13. august 2011

All you need is love

Det eneste rigtige modtræk til negative vibrationer er at tæppebombe med masser af kærlighed!

Jeg kan snildt forstå, at det må være kræve sit at hive mundvigene den rigtige vej, når man hele tiden møder budskaber som 'fuck xxx' og andet enten negativt, nedsættende eller autonomt. Og her mener jeg autonomt som i 'en, der sætter sine egne love/giver sig selv lov' - ikke som i 'jeg er ung og har weltschmertz og hey! det ville være rart med et ungdomshus, hvor jeg kan møde andre, der ligner og er lige så ungdomsforvirret som mig selv'. Det sidste forstår jeg nemlig helt fint. Ja, det gør jeg sådan set også med den oprindelige betydning, men det fungerer bare bedst på helt øde øer. Og bibringer i hvert fald ikke noget til fællesskabets glæde og gavn!

Mit absolut beskedne bidrag til at sprede god karma har fået en kærlig tekst med på vejen.

Jeg tester blogshop for Amio pt. Helt praktisk virker det som en simplificeret udgave af amiobutikken, men når man trykker på linket og vindueskigger, så forlader man ikke bloggen, men åbner blot et lille vindue i den. Jeg har lagt et link øverst på min blog i højre sidebar, men nu tester jeg også lige om jeg kan finde ud af at indlejre det herunder indlægget.


Åben Karlssons Kludeskab og se hvad skabet gemmer på af eventyr til dig

Det gik vist helt fint.
Hvornår blogshoppen bliver tilgængelig for alle ved jeg ikke, men jeg synes det er smart, at man bliver på bloggen og at en henvisning til ens amiobutik ikke bliver et exitlink.

fredag den 12. august 2011

Blåmalede smykker


Jeg er ved at gøre klar til Open By Night på Skibhusvej her i Odense d. 26. august. Skibhuskvarteret er et helt særligt område i Odense på mange områder, men det adskiller sig især fra de andre kvarterer ved,at have formået at opretholde et aktivt handelsliv og en varieret handelsgade. Ellers er det mangfoldige handelsliv i øvrigt slået langsomt, men grundigt ned de sidste mange årtier med storcentre og ågerpriser på huslejen på butikker i centrum. På den led kan Odense godt virke meget provinsiel at gå på strøgtur i, for her er så mange kædebutikker, men man kan da håbe at udviklingen vender, når bl.a. havnen bliver en mere integreret del af city.

Nå, men d. 26. august har jeg altså fået en 'shop-in-shop' hos Stilia og lige nu krymper jeg plast.

Selvfølgelig.

Jeg er alvorligt ramt af den dille!!

Nyeste skud på smykketræet er hvide ringe i 2 bredder med klassisk mønsterinspiration. Det findes jo i mange udgaver, men jeg kan ikke huske oprindelsen. Er det mon Kina? Eller skal man mon blot til Tyskland for at finde mønsterets udspring?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det her er lige mig!

Jeg køber i øvrigt min krympeplast lige her hos Panduro.

Og prøv lige at scrolle op igen og se det smukke neonorange papir som jeg har lagt ringene på. Det er det nye papir fra minimega. Og som om det ikke skulle være nok med lækkert (og i princippet spiseligt) papir, så kan man nu også få alle de lækre farvede papirsbolde man kan kan tænke sig. Og isvafler!
Hillemænd!

Der er flere farver i minimegashoppen, både bolde og is.

torsdag den 11. august 2011

Feng Shui - Tro og du skal finde...

For et par uger siden var jeg på ferie i København. Vi havde lånt en dejlig lejlighed i dejlige Vanløse af dejlige Julie. Det eneste, der ikke var dejligt, var vejret.
Silende regn, der bare blev ved. 7 stive timer i Tivoli i silende regn havde ikke været morsomme, hvis vi ikke havde haft det forlystelsessyge kuld med. De blev ved til det hele lukkede pga. regn. Seje børn, der er sejere, end deres mere regnsky forældre mor!

Af andre mere gode ting vil jeg gerne fremhæve et fantastisk inspirerende besøg hos underbare Sabine! Jeg var jo så jävlaheldig at vinde den her designgive away og lad mig bare sige, at nok var teen og kagen god, men det bedste var altså selskabet! Og sikke et inspirerende studio! Jeg kunne have hængt ud meget længere! Der blev kigget i inspirerende blade og bøger og vi talte design og farver og en hel masse andet. Om nogle uger går hun igang med min nye header og jeg er meget spændt på at se den.

Da jeg forlod Sabine og crew igen var det belæsset med alskens lækre papirgaver og havde jeg mit kamera her skulle jeg vise det hele. Det får imidlertid vente lidt med det.

Men det der med Feng Shui i overskriften....Sabine forærede mig også en meget smuk bog af Ranvita la Cour, der hedder Elsk Dit Hjem. Måske kender du allerede bogen og/eller Ranvitas blog? Jeg gjorde lidt og jeg må indrømme, at jeg længe har kigget langt efter bogen, fordi den bare ser så appetitlig ud, men jeg har ikke haft lejlighed til at bladre i den. (Det kan du i øvrigt gøre lige HER.) Det er Sister Brandt Designstudio, der har sat den op, så selvfølgelig er den pivlækker! Jeg har kun sporadisk kendskab til både Ranvita og Feng Shui, men hvor jeg før var lidt skeptisk, må jeg indrømme, at jeg nu er blød som gele. Det har måske nok et skær af selvfølgeligheder over sig, men nogle gange er det bare de mest enkle metoder, der virker bedst. Som altså for eksempel Feng Shui. Eller positiv psykologi.

De må i øvrigt være i familie med hinanden, de to.

Tror jeg.

Som en direkte følge af min læsning er jeg nu nået dertil, hvor jeg ser mit rod i øjnene. Jeg tror Ranvita og de andre Feng Shui guruer har ret. Det er rarest og mest gunstigt, hvis alle ens ting 'bor' et fast sted. Desværre er jeg ene om at være rodemester, så det er nok meningen, at det så også kun er mig, der skal rydde op....
Men hvis de gode energier begynder at flyde mere frit ind gennem min dør, så deler jeg dem gerne med min omverden! Her er lidt friske blomster og en 'krystal' i ægte højglansplastik i mit arbejdsværelse. Jeg har naturligvis ikke fotograferet mit rod!!

Bruger du mon Feng Shui? Og virker det? Jeg kender ikke rigtigt nogen dedikerede Feng Shuifans i den virkelige verden.

Online samtidig med dig

Blog-arkiv

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...