fredag den 30. oktober 2009

Bonnie Holm

Vi er på den lille klippeø for at fejre Ronnis farmors 75-års fødselsdag og selvfølgelig for at fremvise det seneste vidunder på stamtræet.
Her er så hyggeligt og smukt og ø-agtigt. Hver gang vi er her får jeg altid lyst til at købe et lille hus og være helt ø-lykkelig med min lille familie.
Når der er gået et par dage lægger forelskelsen sig som regel temmelig pludseligt og så rammes jeg af ø-kuller og vil hjem. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at alt er vinterlukket.

Men romantisk - dét er her altså! Jeg nyder forelskelsen så længe den varer.

tirsdag den 27. oktober 2009

Snyd med snyd på

Jeg har fået anbefalet det mest fantastiske link som jeg vil skynde mig at dele videre ud af.

Hvis du ikke allerede kender picnik, så kan jeg kun anbefale dig, at gå ind og lege med dine billeder.

Jeg ved da i hvert fald godt, hvilket billede jeg selv synes er mest flatterende. Og så har jeg altså kun lavet en lille smule ved det. Man kan jo lægge en fuld makeup, hvis man vil. Nøj, det er smart!Der er sågar en feature, der hedder mascara!!! Hvor fantastisk er dét lige?!! Særligt, hvis man, som jeg, ser noget så utroværdig ud uden.

mandag den 26. oktober 2009

Vandregaver

Jeg har tilmeldt mig en finurlig lille leg hos Kirsten.

Jeg prøver at holde mig i skindet med alle julesagerne lidt endnu, selvom jeg synes det er svært. Og hér er det jo lidt lissom juleaften, så jeg slog til, så snart jeg så det.

Det er lidt lissom en slags interaktiv giveaway: Det går i al sin enkelhed ud på, at de første 3, der kommenterer på dette indlæg modtager en hjemmekreeret gave fra mig. Det kræver blot, at du også fortæller om det på din egen blog og selv sender 3 håndlavede gaver på vandring ud i blogland. Og med dén tastning, kan jeg jo godt se, at det kræver en enkelt ting mere, nemlig at du har en blog. Har du ikke det, så må du igang! Det er den bedste gave du kan give dig selv i år!



Vil du være med?

Skynd dig at lægge en kommentar og så skal vi lege.

Yeah!:)

onsdag den 21. oktober 2009

TAK!

Tusind gange af dem, faktisk! TAK for alle jeres søde kommentarer til mit sidste indlæg. Det varmede (og overraskede mig aldeles positivt), at så mange har læst med og tænk sig, at mennesker jeg aldrig har mødt, vil tage sig tid til at skrive en lykønskning. Ih, manner! I er så søde:)))

Og tænk sig, at der snart er gået en uge med den lille skønne Frida. Hun lever helt op til babystandarderne: Spiser, sover, skider. Lige efter bogen! Jeg havde helt glemt alt om den der boble af lyserødt babycandyfloss man bliver indhyllet i helt uden at opdage det. Den ene time tager den næste og inden man har set sig om, er der gået en hel formiddag på sofaen. Frida er en hyggespiser mere end en turbospiser som Ella og Sofia var, så der går ret meget tid med at lufte attributterne. Jeg øver mig i at gøre det diskret - man skal vel også uden for matriklen igen på et tidpunkt med en sulten baby...

I de lange dage, mens jeg gik og opførte mig som et frådende monster og ventede på storken, fik jeg bl.a. syet disse leggings/leggins (hvad filan hedder det?) De er klippet af bare et stykke. Altså for- og bagstykke i et, så man slipper for sidesømme og så bare en lille kant forneden og elastik i foroven. Easy-peasy!

Hvis jeg kunne finde ud af det der med pdf-filer, så kunne jeg jo lave et mønster man kunne downloade. Ville det ikke være smart? Nogen, der ved, hvordan man gør? Og kan forklare det til en teknik/teknologispasser?

Lige nu er jeg igang med at opfinde geniale måder at få noget fra hånden samtidigt med, at jeg har en baby på armen....ikke de store fremskridt på det område!


Det her billede er lidt snyd, for det er fra den dag hun blev født og idag ser hun jo heeeeelt anderledes ud, men så kunne vi jo lege, at det bare var dynebetrækket jeg viser frem. Man skal aldrig kimse af rester. Der er både nyt og gammelt, retro og Liberty. Og pyntet med den fineste baby jeg har:)

fredag den 16. oktober 2009

Le Grand Finale

ENDELIG!!!

Jeg siger det lige igen: E-N-D-E-L-I-G!!!!!

SÅ ku man få skudt den unge ud. Og når jeg siger skudt, så er det lige præcis sådan det foregik.
Fødslen gik hamrende hurtigt, så dette indlæg kunne være tilsvarende, men jeg er jo ikke olympisk mester i korte indlæg og det her er STORT:)
Så lav dig en kop kaffe eller læs det en anden dag, du har tid.

Her er den lille historie om den morgen Frida kom til verden.

Onsdag gik jeg i seng med ondt i lænden og noget, der føltes som en plukve, der bare ikke ville gå væk. Men hey - det har jeg jo haft i 16 dage, så det regnede jeg altså ikke rigtig for noget. Havde faktisk så småt indstillet mig på at være gravid resten af mine dage. Fik også mine arme og lår til at tage sig lidt mindre ud, kan jeg godt se nu.....
Klokken 7.00 præcis vågnede jeg ved, at jeg skulle tisse for 117. gang og så var der pludselig lidt tegnblødning. Jeg vækkede Ronni og sagde 'Jeg tror måske, jeg har rigtige veer'. Vi har omtalt dem som 'ulven kommer' de sidste maaaange dage, så det var ikke en skråsikker udtalelse. 'Så ring til dine forældre og sig de skal komme og hente pigerne', svarede han og stak mig sin telefon mens han gravede sig ned under dynen igen med et langt suk.
'Vi drikker lige morgenkaffen og så kører vi', sagde min mor.

Man kan godt fornemme, at omgivelserne tog lidt let på det, ikke? Det er ikke uden grund vi har kaldt dem ulven kommer!

Jeg gik i bad og så begyndte det at bide lidt mere forrest på maven og jeg råbte til Ronni at det begyndte at gøre ondt. Dét afstedkom mere aktivitet i soveværelset og Praktiske Gris kom ud af fjerene og fik puttet pigerne i noget tøj og installeret dem foran Tante TV, mens vi begge prøvede ikke at fise alt for forvirrede rundt og falde over hinanden.
Klokken 7.20 var det lykkes for mig, at få tørt (ikke smart) hår og lidt nødtørftig make up på. Morgenmad kunne jeg slet ikke overskue, for veerne kom rullende hele tiden med tiltagende styrke. På den anden side, så skal man vel ha noget at stå imod med, tænkte jeg, så det blev til en kvart banan og et glas stærk saftevand. Måske ikke den ideelle morgenmad, men tanken om havregryn var mig altså ret utiltalende.

Ronni begyndte at blive lidt utålmodig efter at mine forældre skulle dukke op, for han ville gerne skåne Sofia og Ella for at se mig brøle. Ville jeg selvfølgelig også, men kunne ikke rigtig tænke klart og praktisk. Jeg holdt mig bare ude i køkkenet, hvor jeg kunne stå/gå og pruste i fred.

Klokken 7.40 ankom min mor og far og 10 minutter senere var de kørt med pigerne. Min far ville så gerne være sød og rar, inden de tog afsted og han aede mig på lænden, da jeg stod og prustede over sofaen. 'Lad. være. med. at. røre. ved. mig.', hvæsede jeg som afsked. Så klappede han mig i stedet lidt forsigtigt på hånden og gik. Hvad var det mon han ikke forstod i den sætning....
Jeg kunne huske fra Ellas fødsel, at det tog lang tid at komme ud til bilen, så så snart jeg mærkede en ve klinge af løb (agtigt) jeg ud og spændte mig fast. Ronni skulle lige klare et telefonopkald med sin stationsleder og så endelig endelig endelig kunne vi komme afsted. Jeg sad nærmest oppe i taget som en flitsbue det meste af vejen, mens jeg brugte mit verbale overskud til at skælde Ronni ud over, at han kørte hen over alle de bump og huller i asfalten han overhovedet kunne finde på vejen. Han undskyldte sig med at bilen var kold. Så siger vi det....Jeg ved jo ikke noget om biler, så det kunne han da snildt bilde mig ind.

Klokken 8.10 ankom vi til OUH.
Efter at have taget elevatoren til den forkerte etage (my bad) og derefter fundet den rette, blev vi gelejdet ind på en fødestue og jeg blev konstateret 6 cm åben. Efter yderligere et par veer begyndte jeg at gispe, for den der velkendte følelse af, at baby er på vej ud af bagdøren var der lige pludselig. 'Dér er vi slet ikke endnu', sagde jordemoderen. Hun undersøgte mig igen og sagde 'Nu er du 9 cm åben. Det, du kan mærke er hinden med fostervand, der står og trykker på....'

PLOP!, sagde det og så gik vandet i en ordentlig skylle på Ronnis arm. Han havde vovet sig hen for at holde på mit ben, for det havde jeg åbenbart accepteret ved sidste fødsel. Jeg er ikke så vild med at blive rørt ved, når jeg føder. Lidt må man dog finde sig i. Jeg vil gerne snakke og give ordre om at hente vand og den slags, men ellers er det snitterne væk!

'Nu SKAL jeg altså presse', sagde jeg til jordemoderen og så gjorde jeg det. Og som skudt ud af en kanon kom Frida kl 8.50 på blot to veer. Våd og varm og absolut fantastisk. Jeg tror jeg har udviklet ekstra skærpede sanser i de sidste mange dage med småveer, for alt står så klart og tydeligt for mig denne gang. De andre gange har det der med smerter overskygget oplevelsen. Ikke at det ikke gjorde ondt denne gang, men i så kort og intenst et forløb, at jeg ikke har nået at blive sindssyg og åndsfraværende af det. Kan selvfølgelig også snildt være noget lidt mere jordnært som f.eks. at det var igår det foregik.

Med fare for at lyde helt hellig, så ville jeg ønske, at alle kvinder måtte få sådan en drømmefødsel. Altså minus de der hæslige dage i hvad der forekom som evig venten.

Der er jo ikke sindsoprivende spændende på sådan en fødestue og da både Frida og jeg havde det fint, fik vi lov at gå hjem klokken 12.30. Farvel og tak:)



At være hjemme igen med sådan en lille lækker flæskesteg er selvfølgelig helt og aldeles happy-happy. Sofia og Ella har hilst på hende. Og kysset og krammet hende. Og skændtes om, hvem, der måtte ae hende på maven eller holde hende eller kysse hende nu. Lige som det skal være. Nu er de igen hos mormor og morfar og i skrivende stund guffer de lidt fredagssnoller og ser Disney Sjov.
Vi nyder Frida, stilheden og hinanden. Og champagnen:)

Det her er skrevet ad 4 omgange, så tilgiv mig, hvis det roder lidt. Jeg har lyserøde skyklapper på og prøver at koncentrere mig om det hele på en gang.

Vil I se hende?

Her er hun - Frida Mai Rylander Karlsson. En halv meters penge og to poser mel. 11 dage forsinket, men tilgivet fordi hun er så stjernelækker.

tirsdag den 13. oktober 2009

Sandheden om mig/mens vi venter


Jeg er blevet tagged! Normalt er jeg ikke tosset med den slags, fordi jeg synes det ofte har sådan lidt kædebrevsagtigt skær over sig, men den her er jo faktisk sjov, så jeg er på:)
Jeg er faktisk blevet tagged for temmelig længe siden, men har først lige opdaget det nu. Og mens jeg alligevel er ved at gå til i venten på den frække Frida, så kan I jo ligesågodt få sandheden om mig. Eller sandhederNE, for man skal finde hele 10 hemmeligsager frem. Jeg har ikke tænkt noget igennem før jeg er gået igang med at skrive, så det bliver frit fra leveren.

Muligvis pinligt - vi får at se...

Ok - here goes:

1) Inden andre finder på at få det frem, kan man ligeså godt selv stå frem med det: Jeg har engang skrevet til ViUnge eller en af de der blade (da jeg havde den rette alder til dét, vel at mærke!) for at få andre pennevenner end Elin i Norge. Under interesser skrev jeg: lædertøj, motorcykler og Bon Jovi. Fik ingen svar.....Måske var det for tydeligt, at det var løgn? Bortset fra Bon Jovi, som jeg stadig godt kan li. Meget.

2) Hvis jeg skulle vælge en hvilken som helst koncertoplevelse uden at skele til så trivielle begrænsninger som tid og afdøde artister, så ville jeg være at finde til en Elvis- eller johnny Cashkoncert. Gerne en af de mindre.

3) Jeg har lignet en dreng det meste af min barndom. Jeg har desværre ingen fotodokumentation ved hånden, men fordi det er latterligt morsomme billeder lægger jeg hovedet på blokken og lover fremtidig fremvisning. Ama'r halshug!

4) Jeg måtte op i fuldt pensum i 2.g. Der var så mange i min klasse, der var nomineret i den kategori, at lærerværelset simpelthen stemte om, hvem, der skulle 'vinde', da de ikke mente man kunne sende så mange afsted. Det blev så mig og Lotte. Jeg ved det, for vores studievejleder var rødglødende af raseri over det og fortalte os det.
Jeg endte med 10 i fransk og 5 i naturfag. Vistnok 8 i geografi. Kan ikke huske de andre.

5) Har været kæreste med en, der senere sprang ud som bøsse. Muligvis har jeg været kæreste med endnu en, men ham har jeg ikke haft kontakt til siden 1997, så måske var det bare en fornemmelse. Den første har jeg stadig sporadisk kontakt med og han er jo stadig dejlig, men bare på en anden måde. Nemlig. Af indlysende årsager var det ikke det hotteste forhold man kan tænke sig...

6) Jeg ville ønske jeg havde en smuk sangstemme. Det ville være så rart for alle, for jeg har ingen problemer med at synge vældig højt med, hvis jeg kender sangen.

7) Jeg forstår ikke jalousi. Har aldrig selv haft følelsen og har måttet fake sympati og forståelse, når jeg er blevet konfronteret med andres. Undskyld.

8) Jeg er god til alt! Simpelthen. Men kun om natten i mine drømme. Så er der til gengæld heller ingen begrænsninger. Snowboard, ski, flyvning (ikke i fly, men Supermanstyle), bilkørsel, you name it. Især det sidste. Jeg har ikke kørekort i den virkelige verden, men i drømme kan jeg holde på den stejleste bakke og bare lige sætte i gang uden at trille så meget som en kvart milimeter baglæns. Jeg ved så lidt om at føre bil, at jeg ikke engang er klar over om det er sejt, men i mine drømme er det altså det vildeste.

9) Jeg kan ikke se rod. Kan simpelthen ikke få øje på det. Når jeg (få gange) rydder helt op i min systue kan jeg ikke finde noget som helst. Så det gør jeg sjældent. Til gengæld er mit tøjskab altid klar til militærinspektion. Heldigvis har Ronni det stik modsat. Det sikrer os et gennemsnitshjem. Med lidt nærmest dekorativt 'rod'.

10) Jeg er en anelse hypermobil, men kun i benene. Jeg kan stadig gå i spagat og løfte benet helt op til øret, selvom jeg er ekstremt højgravid.

Interessant? Tja, det ved jeg nu ikke, men så gik der da en lille time med det og mine tanker kom lidt væk fra den fødsel, der bare ikke vil indtræffe.

Hvem skal vi så vide mere om nu?
Hvad med Rikke som er spritny blogger og som jeg kender perifert i den virkelige verden? Hun laver skønne skønne ting og jeg glæder mig til at følge med på hendes blog.

Og Maren! Gøglerprinsessen, der har så mange ord i sig, som ikke når bloggen. Jeg ved allerede en del, men jeg er sikker på, at hun har flere overraskelser i ærmet. Maren har jeg lært at kende via Trendsales og så tog den ene mail den anden og jeg har endda mødt hele familien en enkelt gang.

Sidst og i hvert fald ikke mindst, så vil jeg vide mere om Christina! Christina har jeg lært at kende gennem det her bloggerhejs og et nyt og dejligt venskab spirer allerede godt. Jeg er sikker på, at hun er en ulv i fåreklæder og det er ment på den absolut bedste måde. Jeg elsker, når folk overrasker mig.

lørdag den 10. oktober 2009

Rapport fra buret

Efter at have googlet Google halvt ihjel (stakkels små virtuelle bibliotekarer!) om alle midler, der kan sætte fødsler igang, er jeg nu i stand til at opstille følgende liste over ting og sager, der ikke virker. Ikke på mig i det mindste.
Jeg har testet alt jeg kunne finde på diverse private og offentlige sites, så bemærk venligst, at det er en uatoriseret liste. I fald du også er gravid og ønsker at få ungen ud:)

-Sex. Ja, den skulle da ellers være all time tilgængelig, men ifølge mine søgninger er det vestimulerende stof til stede i sæd i en så ringe grad, at man skal bruge 2 liter. Så kan man altså være nok så lystig, siger jeg bare....
- Frisk ananas. Ved ikke hvorfor det sku virke. Det gjorde det så heller ikke, men det smager da i det mindste lækkert. Man skulle efter sigende spise 7. Har kun spist 2. Mangler altså stadig 5. Mon jeg når det?
- Hindbærbladete. Har drukket 1½ liter igår og ½ idag. Det er muligt dosis skal sættes op. Eksperimenterer videre..
- Fiskeoliekapsler. Lidt det samme som med ananas, bortset fra at det ikke smager af noget.
- Lange gåture. Gik rundt i zoo med hele familien i 2 timer igår. Fødte ikke nogen børn af det.
- Rengøring. Fik ondt i ryggen i stedet. På ondt-i-ryggen-måden - ikke ve-måden.
- Hindeløsning. Min bare røv! I mandags var jeg hos jordemoder og fik løsnet de dersens hinder. Da var jeg 2 cm åben og Frida har ifølge jordemoderen meget hår på hovedet. Havde Ella og Sofia også. Idag er det lørdag, så man kan vist roligt sige, at det ikke virkede denne gang. Det gjorde det dog med Ella. Hun blev født dagen efter.
- Akupunktur. Nåle i tæer, fingre, ører, arme, ben og på maven. Ingen effekt. Kun på psyken. Uha - du er godt nok meget stresset, sagde den søde dame, da jeg rakte tunge ad hende (hun sagde jeg skulle). Så var jeg lige ved at tude. Tænk sig, at man kan se det på min tunge! Hun vidste ikke noget om mig på forhånd.

Og ja - jeg er enormt stresset. Jeg føler et gigantisk præstationspres over at jeg ikke bare kan føde den her unge! Det er ikke fordi det i sig selv er en katastrofe eller noget, der ligner at gå over tid. Men det faktum, at jo længere tid jeg har hende i maven, jo kortere tid får Ronni og jeg sammen som ny far og mor, inden han skal til Ålborg i 14 dage får mig til at ønske at jeg kunne tvinge hende ud på mere eller mindre gode måder.

Jeg har haft veer i 11 dage nu. De kommer og går og jeg er nu ca 4 cm åben. Helt ærligt, mand! Så burde der sgu da ske noget, der gør naller, men det gør der bare ikke!!!! I det mindste har Ronni fået lov at afholde ferie i dagene fra nu og til hans (forpulede) kursus starter. Så ER han HER! Jeg tror nemlig, at den næste ve, der kan mærkes, bliver en presseve.

Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om noget som helst. Overhovedet. Jeg har gået rundt som en løvinde i et alt for lille bur. Når jeg har ligget stille, har min hjerne foretaget samme manøvre.

Nu har jeg fået en speciel akupunkturnål i øret, der skal sidde i 8-14 dage og udelukkende har afstressende virkning.

Det er i øvrigt første gang i over en uge jeg har computeren åben. Jeg har været så fuld af ukvemsord, at nye indlæg og kommentarer på bloggen har været helt out of the question.

Nu melder jeg mig ind i kampen igen og tager det roligt. Så godt jeg nu kan.
Dybe vejrtrækninger, pyyyyyyyyyyyyhhhhhh.



Ps. Har også godt hørt, at amerikansk olie skulle have en gunstig effekt, men da det samtidig skulle resultere i diarré, så har jeg sprunget den over.

lørdag den 3. oktober 2009

Det er så yndigt at føøøøøøølges ad

Når man både er viet på rådhus og velsignet i kirke, og det er på to forskellige datoer, så har man heldigvis 2 chancer for at huske sin bryllupsdag. Den der med kirken var den 13. september og den glemte vi begge. Idag er det den - i mine øjne - rigtige og jeg har i det mindste husket denne.
Romantikken bliver pr. sms for Ronni er på arbejde. Han har heldigvis fået lov til at nøjes med at køre på Fyn indtil jeg har født.

Jeg er ikke til det store traditionelle gejl og jeg ville simpelthen have brækket mig af grin, hvis vi havde skulle stå hos en brullypsfotograf og stille os an. De fleste af billederne fra vores dag med fest (den med kirken indblandet) er derfor i denne kategori: Og faktisk synes jeg det bedst opsummerer den dag. Fint antræk og fest ad libitum.

Ronni er først for nylig begyndt at læse min blog og har klaget over, at de få billeder, der er af ham ikke viser ham fra hans bedste side. Så kan han da i det mindste trøste sig med, at han på dette har en partner in crime.

Jeg har ellers et vældig flatterende billede af ham fra lige før vi mødte hinanden, men det kræver en længere historie, så det må blive en anden dag.

fredag den 2. oktober 2009

Jeg er på mirakuløs vis stadig i live/fødselstanker

Jeg troede ellers, at den her grimme grumme forkølelse med et snert af svineinfluenza skulle ende med at tage livet af mig. For første gang i 4 dage kan jeg nu idag bevæge mig rundt (hvilket ellers også har været en pine) uden at frygte at Godzilla skulle snige/trampe sig ind på mig uden jeg opdagede det. Jeg har nemlig haft så meget snot i knolden, at jeg har haft ringen for ørerne i 4 dage! Fuck!

Jeg skylder mails, sms, blogkommentarer (inkl. på min egen) og opkald i alle verdenshjørner, men energiniveauet har kun været til lige at registrere dem, der er kommet i min retning.

Nøj, det er fandme kedelig skrivning, så det stopper nu. Jeg har det jo bedre, så ingen grund til at tæske mere rundt i det!

På positivsiden: Mandag kl 13.45 skal jeg rykkes rundt af en jordemoder, der skal løsne hinder. Jeg forventer intet mindre end mirakler af den behandling og gerne en fødsel lidt senere på dagen. Jeg fik også løsnet hinder, da jeg var gået 10 dage over med Ella og fødte dagen efter.
Jeg gider ikke vente længere. Og jeg ved godt det er urimeligt, for det er jo ikke anderledes for mig, end for alle andre kvinder, der nærmer sig termin. Men jeg er jo kun i min egen krop og den er K.L.A.R!

Nu bliver det lidt alvorligt igen:
Jeg har brugt de sidste par uger på mentalforberedelse. Det gør jo pivhamrende ondt og det faktum, at man ikke på forhånd kan vide, hvordan det hele udvikler sig, kan i glimt virke ret angstprovokerende. Selve smerten er en ting - den frygter jeg ikke så meget. Man ved jo den er en følgesvend, man ikke kan ryste af alligevel. So deal with it!

Nej, det der giver mig store skrækslagne øjne er tanken om, at det skal gå så stærkt, at jeg ikke når at 'være med'. Jeg drømmer næsten hver nat et nyt skrækscenarie om en fødsel, der bare går som lyn og torden: Jeg er næsten altid alene hjemme med pigerne i drømmene, mens Ronni fræser rundt i sin ambulance et eller andet sted i landet. Og så ligger jeg ellers der med to piger jeg skal forsøge ikke at skræmme livet af, mens jeg føder og ikke aner, hvad man så gør bagefter. Skal jeg få Sofia til at finde uldtråd i garnkurven og binde om navlestrengen, når den bliver hvid? Og en saks at klippe med? Hvordan gør man i øvrigt det? Må man bare klippe eller hur? Kan Ella hente håndklæder uden at glemme missionen undervejs og begynde at lege? Kan jeg smile eller noget, der ligner og se helt rolig ud, mens jeg klemmer 4 kilo ud i den anden ende og foregive, at alt er helt normalt? Hvad nu hvis moderkagen sidder fast som ved Sofias fødsel og jeg ligger og bløder ihjel på stuegulvet med mine små piger her og Ronni ikke når hjem?
OK, så skidt pyt med at fødslen går stærkt og vi måske kun når at tænke på at køre afsted, men Ronni SKAL FANDME VÆRE HER! Han har taget imod en håndfuld unger via sit job og han er rolig i nærheden af blod, død og ulykker (og fødsler), så min bornholmske klippe SKAL altså være hos mig.

Jeg ønsker mig sådan, at vi kan være her begge to, når det går igang. At mine forældre kan nå at komme frem (hurra for motorvej i øvrigt!) og tage sig bedsteforældrekærligt af Sofia og Ella, mens Ronni og jeg kører som død og helvede på den pæne forsvarlige måde til OUH.
Jeg ønsker mig, at nå helt ind på fødestuen og ikke føde i elevatoren. Jeg ønsker mig at være til stede mentalt. Jeg ønsker mig en fødsel jeg ikke får traumer af at tænke tilbage på. Tankerne fræser rundt som kaniner på speed i mit hovede.

Hvor mange børn skal man mon føde for at være heeeeelt afslappet? Ikke noget jeg ønsker at finde ud af via egen erfaring. Det her skal være et perfekt punktum. Punktum!

Wish me luck!

Jeg ønsker mig i øvrigt også, at jeg denne gang ikke skider på jordemoderen. Der er altså visse områder, hvor hattrick ikke er sejt....

Online samtidig med dig

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...