onsdag den 11. februar 2009

Hvem sanden har pillet ved taftaturet...

...kan du huske det stod på alle dankortdimserne i butikkerne, dengang de små og de store tal byttede plads?

Nå, men nu har de selvsamme nisser været inde og pille ved min kalender og derfor er jeg så en dag bagud med alt. Fordi idag skulle det jo være den 10. og ikke den 11. Og derfor er jeg så ikke en rettidig betaler på min moms og min fagforening. Sig mig, kan man sove en hel dag for længe - altså så man først vågner næste dag? Uden at ens familie opdager det? Næppe. Mysteriet forbliver et mysterie. Indtil jeg får købt en kalender og kan følge med i hver eneste dag, der skifter til en ny. Formentlig uden at springe et par dage over...har jeg hørt...
Så de næste par dage skal jeg så bruge på at halse efter den dag, der er stukket af fra mig. Føj! Og jeg har også morgenkvalme og absolut ingen lyst til vin. Og hvad er dét så tegn på? HVIS, så bliver vi vel først flere her på matriklen om 1½ års tid...
På fredag fylder min far 60 og den ekstra dag jeg skulle bruge på at sy en sort silkekjole må så blive et natteravnsprojekt i stedet.
Er ovenstående rodet? Jeg ved det ikke, kan nemlig heller ikke finde min organisator.

Men buksedragter, dét ved man da, hvad er, så her er en sommerlig udgave af slagsen som er lige anvendelig til både børn og voksne - i de respektive størrelser, naturligvis.
Stropperne er i det helt klassiske kinnear fra Liberty, naturligvis. Printet er ikke trådlige og først blev jeg sur over det, men så syntes jeg egentlig, at det så fint ud, at blomsterne lissom snoede sig rundt om stropperne. Man kan vist ikke rigtig se det på billederne.
Selve dragten er bare i blød og lækker bomuld i lækker grøn med lidt lyserød og lyseblå. Sofia beholdt den på hele dagen og det kan man jo godt forstå.
Da jeg fandt kameraet frem, spurgte hun: 'Skal jeg synge på billederne, mor?' Tja, hvis du vil. Det behøver ikke engang være rent. Jeg skal også sy noget andet i de stof, men det kan jeg ikke afsløre endnu, for det er nemlig ikke til min butik. Og hvad sker der lige med den? Jeg håber, at dem, der skal lave den, er ved at behandle alle mine henvendelser, så jeg f.eks. kan få en indkøbskurv på. Eller mulighed for at vælge størrelse og antal. Ville da være meget rart...

Her er stoffet uden barn i
Jeg tænker nogle gange, at det måske ville være en god idé med priser og størrelser på her, når jeg viser noget frem. Det er jo ikke alle der gider handle på Trendsales. Og indtil shoppen åbner og alt det der..

Så her kommer info om buksedragten:

Str 68-86: 349,-

Str 92-128: 399,-

str 134-140: 449,-

Str 36-42: 979,-

fredag den 6. februar 2009

Den lilla møghætte & pulven

Fastelavn er lidt lissom jul: Man véd den kommer lige om lidt og alligevel kan man snildt blive overrasket over det. Hvert år. Så i år er jeg lidt på forkant. Sådan da.
Jeg har i hvert fald fundet ud af -i løst samråd med pigerne- at de skal klædes ud som Rødhætte (Sofia) & Ulven (Ella). Det passer helt perfekt til deres personligheder. Den feminine følsomme førstefødte og den sidsttilkommende skrigeskinke af en charmerende tankvogn.

Jeg har planlagt en lille rødternet nederdel til Sofia med lommer på. En hvid bluse i samme snit som en jeg ikke lige kan finde billeder af, forklæde og så en lille cape med hætte, naturligvis. Lommerne skal have disse små bånd på, som jeg har købt hos Janni. Ellas kostume bliver ikke så svært at lave, for jeg syr bare noget fake pels på hele ryggen af en billig natdragt, en hale på og en hætte med ører.
Så skulle dén ged jo være barberet!
Men...
Så kom jeg til at fortælle hele eventyret og muligvis med lige lovlig meget indlevelse med det resultat, at Ella nu ikke vil være ulv! 'Nej! Bange ulven!'
Hun vil heldigvis gerne være ulven, der er klædt ud som bedstemoren og det er sgu da også go' humor - klædt ud som en, der er klædt ud.
Den er købt!

onsdag den 4. februar 2009

Min skønne dejlige varme vest

Når man skal tage billeder af sig selv, så kan resultatet godt variere lidt, så jeg undskylder på forhånd den lidt pudsige kvalitet.
Men ikke desto mindre er det vist muligt at danne sig et indtryk af vesten med de tilhørende forklaringer her. Vesten er quiltet med ikke-Liberty på den ene side. Ja, det lyder måake tosset, når man ved, hvor glad jeg er for Liberty. Det skyldes, at det er et trial&error projekt. Forstået på den måde, at jeg ikke ville klippe i mine dyrebare stoffer, i fald min idé måtte vise sig at være bedre i hovedet end i virkeligheden. Man har jo set den slags før...ahem.
Nå, men først klippede jeg den ud i det sort/creme stof og quiltede den. Og prøvede den. Og klippede en hæl og huggede en tå. Og prøvede den på igen. Da jeg var tilfreds med resultatet turde jeg klippe i den lilla Capel og lave kantbånd i den grønne Capel. Jeg har rynket den let til lige der ved skulderen foran og jeg synes selv det er blevet ret fint. Men måske skal man lige se bort fra, at den nok kunne tåle en omgang med strygejernet...Det samme kunne man sige om skjorten, hvis man var flabet.
Den er min absolutte yndlingsvest og jeg er vild, med at man kan vende den efter humør. På den anden side er det lille tværgående bånd syet i lilla.
Måske er det også sådan noget I har i tankerne, når I kræver voksentøj af mig?
Håber jeg eddermame, for jeg har allerede klippet et par stykker mere:)

tirsdag den 3. februar 2009

Så blev det tirsdag..

..og min lille lodtrækning er slut. Tusind, tusind tak fordi I havde lyst til at deltage:) Og sikken mange gode råd, der kom på bordet. Jeg skal helt sikkert prøve dem af. Og hvis I ikke allerede har tjekket de fine links ud, så er det bare at komme afsted!
Jeg havde jo ikke lige tænkt over det der med to vindere og at der er to forskellige hårbøjler i puljen, så det må være først til tasterne, der afgør, hvem, der får hvilken.

Men altså. De heldige vindere blev: Tina Beth skrev:
Nu får de stakkels postbude virkelig ondt i fødderne, for her kommer det mest extravante link http://www.strawberrynet.com Det lækreste makeup og de dyreste parfumer til toldfrie priser. Selvom de lægger lilla silkebånd om pakkerne, bliver de alligevel tit taget i tolden og man får en toldregning som man betaler og sender kvitteringen tilbage til Strawberry - som undskylder og betaler afgiften ind på ens konto; har brugt siden i årevis og kan stadig ikke få armene ned.
Go knock yourself out.:) Tina Beth.
Det næste navn som mine små (over)villige assistenter trak var som skrev:
Hej Søde Lis,
ELSKER din blog og dit lækre tøj - og min lille prinsesse får mange kommentarer når hun har noget af dig på :-)
Lækker blød hud fås bedst med olivenolie blandet med havsalt - giv hele kroppen en god omgang skrubning og snup et varmt bad - og du er lækker, lækker, lækker blød som en barnemås...
Og mine udgroninger kunne godt lige trænge til lidt pynt...
Tina Beth og Charlotte, send mig en mail med jeres adresse og skriv hvilken hårbøjle I helst vil ha. Den der er hurtigst kan vælge først.
For snart meget lang tid siden gik jeg igang med en Libertyvest og den har været min absolut yndlings det sidste halve års tid. I sidste uge fik jeg så en mail, hvor der stod, om jeg dog ikke lavede veste? Og jo. Det gør jeg jo. Men jeg er ikke altid så kvik til at få lagt det hele ind her. Tror faktisk kun jeg får vist toppen af isbjerget og det er ikke med vilje. Det skyldes udelukkende min hullede hukommelse: Jeg TROR jeg har skrevet et indlæg om dette og hint. Og nogle gange HAR jeg skrevet indlægget, men bare ikke fået trykket på 'udgiv'knappen og ja, så synes jeg altså det virker lidt forældet.
Men mit næste indlæg bliver om den der vest. Hej så længe:)

Online samtidig med dig

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...