torsdag den 25. september 2008

Få varmet fusserne i den kolde tid

Jeg har købet de skønneste filtede sutsko på trendsales og jeg vil lige dele min fornøjelse over dem med dig.
De er strikket og derefter filtet. Jeg har selv bestemt farven og prikkerne og så har søde Eva ellers givet den gas med pindene. Jeg har sagt det før og nu bliver det nødvendigt igen: Jeg kan ikke finde ud af at lave et 'pænt' link, altså et hvor der f.eks. bare står Eva og så trykker man på det og kommer derhen, hvor jeg vil vise dig noget. Er der mon ikke en af jer derude, der vil forklare mig, hvordan man gør det her på blogger? Bare skriv det her eller på min mail. Alt er velkomment:-)



Så kan du få de dejligste sutsko med latex under, så man ikke skrider i svinget, hvis man skal løbe stærkt på f.eks. lakerede gulve.
Da Sofia så dem sagde hun bare:

'De er så nuttede, så nuttede, så nuttede.
Vil du se, hvor stærkt jeg kan løbe?'

Her er de dog midlertidigt parkeret i sofaen, mens hun ser Fandango:-)

Huskede jeg at fortælle, at de koster 75,- og det er INKL porto? Ja, den er go' nok! Se så at komme afsted! Jeg har allerede bestilt et par mere til Sofia og et par til Ella også.

-Og nej. Jeg kender ikke Eva, så det er ikke en vennetjeneste og jeg prøver ikke at lokke dig til at købe noget af mine venner, men det her er bare fint håndarbejde og den slags kan man ikke få for meget af! Punktum!

Nå, hvad venter du på?

så er der globryllup!!!

Jeg er ikke gået under jorden, men det føles alligevel, som om jeg er ved at dukke op til overfladen igen, efter at have haft så afsindigt hamrende travlt med bryllupsplanlægning (som jeg ellers synes vi havde betalt os fra ikke at skulle tænke på....hmmmm....) og ikke mindst syning af brudekjole. Og den blev faktisk færdig og i vanlig stil i allersidste sekund. Ja, dette billede er vist taget ca 1 time før kirketid. Og så er det vel også et rimeligt tidspunkt at få syet bæltet fast...(man aner lige det lille perlebroderi jeg har lavet foran). Kjolen er syet i creme/hvid thaisilke og foret med skøn fed silke i en anelse mere cremet nuance. Den har selvfølgelig rigilenebånd indeni, så jeg ikke behøvede at tænke på, hvordan den sad i løbet af aftenen.

Jeg er rigtig glad for alle de nysgerrige mails jeg har fået omkring min brudekjole - det er rigtig sødt af jer:-)
Fordi I har ventet så længe, så vil jeg bare holde min mund (okay, næsten holde min mund) og lade jer se en masse billeder fra festen. Mit kamera forsvandt på mærkelig vis i Heidis taske og hun opdagede det først dagen efter, så jeg har flest billeder fra kirken, for jeg tænkte ikke lige selv så meget over at få knipset den dag. Vi ville bare feste:-)
Here goes:


Lene og mig inden vi skal afsted mod kirken. Mange af mine veninder hyggede sig sammen med mig hos Lene aftenen inden og så sov vi nogle stykker der. SÅ hyggeligt med masker, manicure, sjov med hår og selvfølgelig 'Sex & The City' på dvd'en.Hvis det her ikke er en yndig brud, ja, så ved jeg sgu da ikke....Dén positur klæ'r det jo de fleste at indtage. Det samme kan siges om øllen. Der er ikke noget som en dåseøl til at højne looket.... Jep! Jeg har både brudebuket og barn på armen. Jeg havde ikke set pigerne siden fredag eftermiddag, så da jeg ankom med min far og de stod og ventede med deres faster Heidi, så havde de selvfølgelig savnet mig og jeg ville gerne bruge tid på at sige ordentligt hej til dem, så vi kunne følges ind i kirken med dem forrest. De skulle gå med en lille kurv med rosenblade og sprede dem foran min far og jeg. Sofia har nævnt det hver eneste gang vi har talt om bryllup i månederne op til, så det skulle jo blive stort. Nå, men jeg kunne næsten ikke få lille Klister-Ella af mig igen. Det tog vel ti minutters tid, før hun endelig gik med til at blive stillet på sine ben, tage Sofia i hånden og gøre klar til at gå ind. Den venlige, men lidt febrilske, ældre kirketjener spolerede hele mit pædagogiske arbejde, da han gjorde tegn til organisten om at gå i gang og derpå åbnede den tunge egetræsdør lige op i hovedet på Ella, så hun gik omkuld og skreg! Og så var vi jo lissom i gang og der var kun en ting at gøre: Min far under den ene farm og blomst og barn i den anden. Men skidt pyt. Jeg synes nu vi ser meget søde ud alligevel:-) Sofia blev så betuttet, at hun foretrak at gå bag os hele vejen op til alteret og hun turde ikke smide et eneste rosenblad. Genertheden kom hun sig dog hurtigt over, da hun opdagede mine venindes datter Esther i kirken. Har desværre ikke selv så mange billeder af deres løsslupne leg/dans/tøsefnis.




Her er nogle af mine søde veninder og nogle af de mænner, der hører til.


Det er simplethen den smukkeste kirke. Det er Skt. Hans Kirke i Nørregade. Vores 'egen' lille romantiske landsbykirke var optaget og så måtte man jo på frierfødder hos diverse andre præster i Odense for at overtale dem til at velsigne os i netop deres forsamlingshus. Her faldt de for min telefoncharme;-)



Min skønne bror i kropsprofil (det hedder det, når man ikke kan se ansigtet- det ved du da godt).



Jeg vidste jeg ikke ville kunne tie stille! Jeg viser fler billeder, når jeg får sendt nogle flere fra vores gæster med deres fancy kameraer.

Online samtidig med dig

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...